Med sin multietniske beboersammensætning er Nørrebro byens smeltedigel. Kvarteret har i de seneste årtier gennemgået en kolossal forandring og det tidligere halvskumle arbejderkvarter er i dag ét af Københavns mest interessante med sine mange hyggelige gader, pladser og innovative tiltag.

Turen begynder ved de smukke Søer og Dronning Louises Bro. Herfra bevæger vi os igennem Wesselgade og Blågårdsgade, hvor vi ser på overborgmester Egon Weidekamps byfornyelse fra 1970´erne. Inden vi bevæger os videre mod Assistens Kirkegård, går vi til kvarteret omkring Sankt Hans Torv, der i dag er identisk med en parisisk plads, prydet af caféer, men som tidligere mest af alt bar præg af at være et trafikalt knudepunkt.

Assistens Kirkegård er nørrebroernes grønne perle. Her tager vi jer på en rejse igennem dansk historie fra slutningen af 1700-tallet, imens vi nyder stemningen og synet af de mange lokale forbipasserende. Turen afsluttes i området omkring Jægersborggade. Gaden, der idag rangerer som een af byens mest trendy med sin Michelin-restaurant, mange specialbutikker og designershops, har bestemt ikke altid hørt til blandt bydelens hovedattraktioner.

Fotos:visitcopenhagen.dk